Med virkeligheden som indsats

Birgit Johnsen og Hanne Nielsens videoer

AfGitte Ørskou Madsen

Der er noget på en gang spektakulært og forsonende over Birgit Johnsen og Hanne Nielsens videoer. Spektakulært, fordi deres humor til tider er så sort, at den nærmer sig det provokative, og fordi den narrative suspense, som enkelte af videoerne betjener sig af, bringer mindelser om spillefilmens dragende fiktion med sig. Og så samtidig forsonende, fordi deres værker tager udspring i en allerede velkendt virkelighed, vi så udmærket kender fra vores egen hverdag, og som Johnsen og Nielsen bruger som deres kunstneriske materiale uden at forfalde til teknisk forførelse. Ofte er kameraet stillestående, tyst registrerende uden at fortolke de sære begivenheder, der udfolder sig foran det. Nok er det en næsten banal virkelighed, der indfanges på skærmen, men den er samtidig møbleret om, sat i nye systemer, som får os til at stoppe undrende op i forsøget på at forstå logikken i handlingen. Som i videoen Afrivning af løg fra 1995, hvor allerede tiden tilkendegiver det sympatisk hverdagsagtige i den husmoderlige handling, som i løbet af videoen transformeres til noget smertende, på grænsen til det psykotiske i dens tvangsmæssige rytmik. De to kunstnere sidder ved videoens begyndelse ved siden af hinanden med blikket apatisk stirrende ind i kameraet, begge med et rivejern i skødet og en bunke pillede løg liggende foran sig. Videoens handling starter, da de to kvinder griber fat i løgene, som de river et efter et, mens løgene forvandles til en smattet substans i kvindernes skød og deres ansigter langsomt opløses af tårer og snot, uden de dog af den grund viger blikket fra kameraet. Videoen slutter, da alle løgene er revet, og den skrattende, rytmiske larm fra rivejernene er erstattet med tavshed.

Det er et grotesk eksempel på husmoderens daglige sysler, vi her er vidne til, måske drevet frem af kvindens forbandede pligtskyldighed - hun helmer ikke, før alle løgene er revet, trods det synlige fysiske ubehag. Kunst- nernes køn er ikke helt ligegyldigt i denne sammenhæng, for det er en typisk kvindelig metier fra dagligdagens

nærmiljø, der udgør handlingens drivkraft, taget ud fra en alt for velkendt dagligdag og indsat som et stykke kunstnerisk materiale. Men samtidig indeholder handlingen et væld af symbolske fortolkningsmuligheder, der sidestiller videoen med det traditionelle allegoriske kunstværk, vi kender fra kunstens historie som en billed- lig fremstilling af et abstrakt begreb. Måske er det et billede på menneskelig opløsning, vi præsenteres for, affødt af tilværelsens monotoni, som afrivningen af løgene bogstaveliggør. Den franske tænker Roland Barthes fandt i løget en oplagt metafor for sit syn på betydningsdannelse, fordi betydningen i et værk ifølge ham ikke altid skal afdækkes i dybden, men ofte findes i selve overfladens struktur. Piller vi løget, viser det sig, at det, der gemmer sig under overfladen, ikke bringer nye erkendelser med sig, men blot er en gentagelse af det, vi allerede en gang har pillet af.

Samme strategi synes at ligge bag Johnsen og Nielsens værker. De fremviser en tilsyneladende genkendelig og banal virkelighed, der gennem ganske enkle greb pludselig forvandles til et både pudsigt og grotesk scenario. Dette tillader os at begrunde vores tolkninger i både vores egne dagligdags erfaringer og i de symbolske og teoretiske diskurser, der samtidig krydser klinger i værkerne. Alligevel er det ikke nogen hengemt symbolik, der skjuler sig bag de forskellige betydningslag i deres værker, for som i Afrivning af løg ligger betydningen lige foran os, i handlingens næsten rørende banalitet og scenariets pågående realitet. Bevidstheden om, at løget vitterligt sætter gang i tårekanalerne, kræver jo ikke anden indsigt end den dagligdags, som Johnsen og Nielsen simpelthen tager for givet. Hvor kunsten ofte har forsøgt at fjerne sig så langt fra virkeligheden som muligt for at nærme sig åndeligheden og den sublime erfaring, insisterer Johnsen og Nielsen på hverdagens usminkede og udramatiske realitet som deres materiale, der iscenesættes i nye, overraskende konstellationer i deres værker.

»Trivielt«, kunne man også kalde det, uden at forfalde til en enfoldig folkelighed. For ved at lade os tro, at vi kender det, vi ser, trækker Johnsen og Nielsen tæppet væk under os i det selvsamme nu, hvor tingene viser sig at være noget helt andet.

Tag nu den hvide kanin. Den optræder flere gange i Johnsen og Nielsens værker, både som hovedpersonen frk. Langøre i den groteske fortælling Rabbitsuit og som det sagesløse offer i den mærkelige Attributes. Umiddel- bart genkender vi den hvide kanin som et tegn fra en allerede eksisterende virkelighed, hvor dens magiske aura stammer fra dens rolle som det, der trækkes op af trylle- kunstnerens hat, mens den for mangen en lillepige udgør en levende variant af krammedyret. I Attibutes fra 1997 er den, imidlertid ophængt, parat til at blive flået og parteret. Et par mandehænder flår med en kniv langsomt skindet af den hvide kanin, mens hans stemme giver en instruktiv og teknisk forklaring på flåningen. Bag pelsen åbenbarer kødet sig, og vi gyser et kort øjeblik ved synet af det stykke natur, med rødder i jægerens daglige arbejde, som handlingen i bund og grund udgør. Den hvide kanin får i bogstaveligste forstand flået sin kulturelle iklædning som krammedyr af sig og drives tilbage i dens naturlige element. Har vi først accepteret denne metamorfose, synes videoens pointe tilforladelig, måske endda moralsk korrekt.

Og så er det, at de selvsamme mandehænder lægger den flåede kanin på et bord, hvor dens skrøbelige legeme iklædes dukketøj, fra inderst til yderst. Pludselig ligner dens dvaske, kødelige krop et spædbarns, og jægerens tidligere så barske og nøgterne flåning forvandles til en puslesituation, som vi almindeligvis forbinder med omsorg. De sygelige overtoner i situationen fornægter sig ikke.

Kaninen forvandles til et spædbarn, det logiske til det groteske, og vi kastes tilbage i det forståelsesmæssige ingenmandsland, som vores kulturelle opdragelse ellers holder os borte fra. Det handler om natur og kultur - tur/retur, så at sige - for den kulturelle betydning, som den hvide kanin indeholder, trækkes med flåningen brutalt bort, for blot igen at blive påduttet den døde krop i kraft af det nydelige dukketøj, som den omsorgsfuldt iklædes.

Igen er der tale om et billede, der på en gang er spektakulært og forsonende, selv i dets allermest groteske udformning. Det er et stykke virkelighed, der møder os, og deri ligger både det spektakulære og det forsonende. En hvid kanin er umiddelbart så rørende nærværende, mens den, flået og udklædt i dukketøj, forvandles til noget aldeles frastødende. Det velkendte forvandles til

noget ikke-velkendt -eller, som Sigmund Freud konstaterede, das Heimliche forvandles til das Unheimliche. Det paradoksale er, at det, der i virkeligheden er virkeligt, og som Johnsen og Nielsen serverer for os uden omsvøb, ikke kan konsumeres som virkeligt, fordi vi aldrig før har set det. Det virkelige er, hvor bagvendt det end lyder, åbenbart altid en konstruktion og fiktion. Mens eksempelvis det abstrakte maleri, der søger at trække sig bort fra virkeligheden, postulerer at indeholde en åndelighed, der ikke er virkeligheden beskåret, må virkeligheden finde sig i at blive kategoriseret som andenrangs, træg og materiel og uden transcendens.

Det er denne opdeling, som Johnsen og Nielsen, for mig at se, søger at gøre op med. De fremviser det allermest banale, giver det et grotesk twist og insisterer på, at vi kan finde det store i det små, det åndelige i det materielle. I installationen Car Wash fra 1999,

hvor en række mindre og aldeles ucheckede personbiler udgør hovedmotivet, tages vi i videoen med i bilvasken, mens et væld af fotografier og dias, enkelte endda computermanipulerede, fremviser de ni biler som heroiske billeder på en status og en potens, som de i bund og grund ikke ejer: Under selve bilvasken tages vi med ind på førersædet, hvorfra vi betragter de store, orange børster, der, når de skurrer mod ruden, snarere bringer mindelser om et maleri af den amerikanske kunstner Mark Rothko, der hævdede at kunne billedliggøre det sublime, end om den daglige, træge handling, som bil- vasken jo også er. Iscenesættelsen tillader os imidlertid at læse allegoriske elementer ind i videoen, der med et bliver et billede på den kunstneriske proces, hvor en renselse af formsproget bringer det frem mod det sublime. Vi har altså muligheden for både at nikke genkendende.

til tankstationens bilvask og samtidig læse en fortolkning ind, der hidrører fra vores kulturelle opdragelse.

Sameksistensen af det banale og det sublime i et og samme motiver blevet Johnsen og Nielsens kunstneriske særkende. De tør vedkende sig deres forankring i en materiel og til tider triviel virkelighed. I stedet for at forsøge at undslippe den, bruger de løs af den i deres værker, der både afføder smil og gru i deres insisteren på, at det spektakulære og det forsonende, det fiktive og det virkelige, udgør to sider af samme sag. Deres arbejde er på en gang sympatisk og gruopvækkende, og fordi de insisterer på, at virkeligheden er deres materiale, er deres værk et bud på en moderne kunstnerisk position, hvor transformationen af det kunstneriske materiale ikke skal frigøre sig fra beskuerens virkelighed, men tværtimod lokke beskueren til sig under dække af, at det er noget velkendt, der præsenteres.