HANNE NIELSEN & BIRGIT JOHNSEN _ VIDEORAUM

Hegn, politisk propaganda og akustisk aktivisme.

 

Karin Petersen

 

A border, like race, is a cruel fiction

Wendy Trevino, 2017

 

 

 

Fiktive rum og fabeldyr

 

”En grænse, som race, er en frygtelig fiktion” siger den mexicanske digter Wendy Trevino i sin digtsamling Cruel Fiction fra 2017,[i] i forbindelse med præsident Trumps opførelse af sin berygtede mur mellem USA og Mexico. En grænse er i Trevinos optik en kunstig konstruktion, ligesom forestillingen om egentlige 'racer', hvor statsmagter forsøger at opretholde en bestemt fiktion omkring et politisk regime, ved som oftest at kontrollere diversiteten og marginaliserede menneskers identitet.

 

Hanne Nielsens og Birgit Johnsens Ved Hegnet, som udspiller sig ved det nyligt opsatte vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse, konstruerer og tematiserer forskellige imaginære, fiktive rum omkring det.

                      Ét fiktivt rum er den romantiske forestilling om skoven og det vilde landskab, som kan stimulere forestillinger og fantastiske fortællinger. Her dukker der forskellige fabeldyr op fra en svunden tid: kimærer med hare-hjorte-og vildsvinehoveder, som listigt springer forbi.

                      Et andet fiktivt rum er selve fiktionen om, at hegnet rent faktisk vil kunne holde vildsvinene væk, når det nu, for at overholde habitatdirektivet, er udformet med cirka 20 større åbninger, så blandt andet ulve og rådyr kan passere.

                      En sådan skelnen mellem 'desirable' visitors' og 'others'[ii] mimer et andet fiktivt rum, nemlig de differentierede territorier, som EU-landene, efter sammenbruddet af det grænseløse Schengen-samarbejde, forsøger at opreholde. Øget overvågning og patruljering, som vi ser det i slutningen af videoen (hvis lommelygten da ikke tilhører 'non-desirable visitors', uha) skal, sammen med (re)etableringer af territorielle grænser, give de vestlige lande den stærkere følelse af tryghed og identitet, som de efterlyser i en globaliseret verden.

 

Men det altovervejende fiktive verdensrum, som Ved hegnet tematiserer og dvæler i, er det, som musikken henviser til. Nærmere bestemt den propaganda- og militærmusik, som statsmagter anvender til dels at fremføre sine ideologier og fremme patriotismen med, dels at skabe et emotionelt bånd til sine soldater/sin befolkning med, dels til at skræmme fjenden med.[iii]

 

 

Propaganda- og militærmusik: affektiv og persvasiv

 

Vildsvinehegnet transformeres nemlig nu til en akustisk grænse, hvor vi uendelig langsomt martres af en lige så uendelig række af højttalere, som udbasunerer deres individuelle propaganda- og militærmusik fra hele verden igennem tiderne på begge sider af hegnet.

                      Der er hyldestsange til despoter og ideologiske ledere såsom Pinochet i Chile, Ceausescu

i Rumænien, Lenin i Sovjetunionen, Muammar Gaddafi i Libyen og Saddam Hussein i Irak,                    marchmusik fra Japan, Maos Kina, DDR, Tyrkiet,  Iran, og et forenet Korea under Koreakrigen,

                      patriotiske sange, såsom den amerikanske Over There (the Yanks are coming), og Viva Mexico (en amerikansk hyldest til Mexico som tak for deres støtte i 2. Verdenskrig).

 

                      Men vi bliver også præsenteret for Kinas Internetcensurs 'dogmeproklamation' The Mind and Spirit of Cyberspace Security

                      og endelig den popmusik, fremført af K-Pop, som sydkoreanske tropper 'smider over' grænsen til Nordkorea ved hjælp af kæmpestore højttalere for at minde dem om den udvikling, de selv er gået glip af.

 

Når videoen standser, toner fire af sangene frem fra fire højttalere på oplyste søjler,

som sammen med stykker af vildsvinehegnet indgår i udstillingen i et ellers mørklagt rum.

 

Det er musikkens funktion som persvasiv kommunikation, altså dens evne til at 'overtale', sammenholdt med dens evne til at gestalte både det mulige og det fiktive rum, som er så anvendelig,[iv] hvis man ønsker at udøve politisk propaganda. Man skelner mellem 'hvid', 'sort', og 'grå' propaganda[v] , hvor den hvide propaganda betegner den 'sandhed', som udøveren ønsker at formidle. Den sorte propaganda er bedre kendt som 'misinformation', hvor man planter en falsk information, og den grå er den ustabile propaganda, hvor man tvivler på, om det nu også kan være sandt, som for eksempel, da Sovjetunionen hævdede både at stå bag mordet på Martin Luther King og John F. Kennedy.

                      I de nævnte eksempler er det udelukkende den hvide propaganda, som skinner igennem. Hvis musikken har en sunget tekst, er det med klare referencer til regimets ideologier eller til fortidens heroiske bedrifter og en kollektiv erindring, som det ofte er tilfældet i nationalsange. Det er en musik, som skal være affektiv, få fat i følelserne, og så skal den gentages igen og igen, skabe en redundans, lige indtil musikken bliver velkendt og tryghedsskabende.[vi]

                      Den politiske propagandas mål er at manipulere med borgernes adfærd og sørge for, at de ikke oplever en 'kognitiv dissonans' imellem deres egen og regimets overbevisning. Nazisterne installerede således højttalere overalt:  i restauranter, fabrikker og i offentlige rum, hvor rigets monopolradio konstant mindede om, hvilke ideologier, man skulle rette ind efter, så befolkningen blev mest muligt homogen.

 

Samtidig med at man forsøger at skabe en sådan homogen befolkningsmasse, er det rigtig smarte ved at anvende musik i politisk propaganda-øjemed, at musik samtidig gør fortællingen til en individuel 'fortælling for mig', idet hørelsen trækker verden ind i subjektet og bevidstheden, mens synet trækker subjektet (bevidstheden) ud i verden.[vii] Det er en del af dens persvasive evne, at musikkens receptionsmodus har meget nemt ved at lægge op til emotionel indlevelse og accept og ikke til kritisk distance eller modstand, især hvis den betjener sig af stereotyper. Musik bliver således eminent til at befordre ideologier, fordi det emotionelle aspekt fremkalder bestemte følelsesreaktioner, som man lægger over i ideologierne.[viii]

                      Når det gælder militærmusik, og i særdeleshed marchmusik, er det denne kobling mellem individet og massen/fællesskabet, som gør den særlig persvasiv. Individets skridtgang, og dermed individets krop, bliver indrulleret i marchens historiske og politiske tidssignatur.[ix] Men ikke nok med det. Når marchen aktiverer soldatens muskler, og når muskelbevægelserne kobles med musikken, bliver resultatet en både emotionel, affektiv, og muskulær respons, som ansporer kroppen til handling. Soldatens egen energi absorberes af kollektivet til en yderst effektiv krigmaskine, helt ubevidst på linje med hjerteslaget, peristaltikken og åndedrættet i en instrumentel kodning af kroppen.

 

Det er dog muligt at modstå og overskride musikkens propagandamæssige persvasive kultur. Heldigvis er al musik altid åben for individuel afkodning og fortolkning i en kulturel og kontekstuel omkodning.[x]

 

Det er på tide, at vi får den akustiske aktivist på banen.

 

 

Akustisk aktivisme og lyd som vidnesbyrd

 

 

I Ved hegnet afløses de endeløse rækker af højttalere og den endeløse propagandamusik af to hætteklædte aktivister, som kommer med et modsvar i form af deres egne små hjemmelavede mobilhøjttalere, som de placerer på hegnet ind mod 'de andre'. Den ene afspiller kvindernes march i Washington DC, 21. januar 2017, som var en verdensomspændende protest imod indsættelsen af Donald Trump, den anden en gruppe kvinder, som demonstrerer foran Hart Senate Office Building, også i Washington DC, imod Trump-administrationens immigrationspolitik.

                      Lidt senere trækker en af aktivisterne insisterende en stav langs hegnets metaltråde til en langstrakt rrrrrrrrrrr-lyd. Næsten tilsvarende lyd hører man i øvrigt bagest i udstillingsrummet fra det lille morsomme sideværk Atlas, som på et stort landkort lader opføre en endeløs række af mure i form af væltede dominobrikker, som spoles baglæns.

                     

Den jordanskfødte lydspecialist og kunstner, Lawrence Abu Hamdan, beskæftiger sig med de politiske implikationer af lyd. Han mener, at vi mangler et sprog for lyd og derfor er ufrivillige ofre for lytningens politik, hvis vi ikke sætter os til modværge.[xi] Som 'forensic', dvs. kriminalteknisk, specialist, og underviser i 'Forensic Architecture', som er en del af kunstskolen Goldsmith College i London, har han erfaret, at der er et stærkt bånd mellem lyd, lytning, sprog og politik. 'Lytning' bliver i vore overvågningssamfund til en politisk teknologi, en kartografisk teknik med sociopolitiske implikationer, hvor man for eksempel ved at lytte til migranters accent kan afgøre, om de er fra et asylberettiget territorium eller ej, om de er 'desirable' eller 'others'.

                      Abu Hamdan forsøger at argumentere for, at en accent kan være smittet af fra mange andre steder end migrantens hjemstavn. Men andre gange kan hans speciale som lydekspert føre til en direkte afdækning af regimers magtanvendelse. Således var han med til at afsløre, at den 'lyd', som israelske soldater påstod stammede fra gummikugler, og som de anvendte mod to palæstinensiske unge, som begge døde, havde 'rigtig' ammunition nedenunder.

                      Sammen med Amnesty International har han endvidere arbejdet med at kortlægge vidnemål fra overlevende fanger fra det syriske fængsel Saydnaya, som kontrolleres af Assad-regimet. Amnesty mener, at omkring 13.000 mennesker er blevet henrettet mellem 2011 og 2015, men man ved det ikke med nøjagtighed, eftersom ingen journalister har fået adgang til fængslet, hvor fangerne sidder i mørke dag og nat, og hvor der er forbud mod at tale. Kortlægningen af fængslet og de indsattes vidnesbyrd lå altså på en ”grænse af, hvad der overhovedet kan opfattes”, som Abu Hamdan selv formulerer det. Der var kun lydene, som 'lækkede' ud mellem væggene og murene, men som forplantede sig affektivt ned igennem bygningen: når én person blev tæsket, blev alle tæsket, fordi alle hørte og oplevede det. Sult bliver ligeledes forvandlet til ren lyd. Disse lyde insisterede holdet bag Forensic Arhitecture på skulle behandles som en ny form for bevismateriale, men som man hverken har et sprog eller et juridisk system til at behandle.

 

Det er således en ganske anden form for et persvasivt, kollektivt lyd- og musikunivers, de akustiske aktivister fordrer, i forhold til den tidligere nævnte propagandamusik: nemlig det, som går på tværs af grænser i en solidarisk mobilisering af følelser.

Filosoffen Giorgio Agamben kalder denne form for mobilisering 'a community of 'Whatever Singularity', altså en bevægelse af individuelle subjekter uden nogen egentlig fællesnævner.[xii] Agamben er ikke i tvivl om, at den udgør den største trussel mod en statsmagt, fordi en stat udøver kontrol ved at klassificere og generalisere individer. Men i mobiliseringen af en fælles utopi på tværs af territorielle grænser får man samtidig mobiliseret en fælles modstand til en given verdensorden. Så 'vi' behøver ikke nødvendigvis være tæt på hinanden for at danne det kollektive 'vi', som Wendy Trevino efterlyser i sin Cruel Fiction.

                      En anden filosof, Jacques Rancière, siger et sted, at ”den politiske aktivist er den […], som synliggør det, som ikke havde noget sted at blive set, den gør en diskurs hørbar, der hvor der kun var støj, den gør det, der ikke blev hørt som andet end støj, forståelig som diskurs.”[xiii]

 

Og det er netop, hvad vores stavtrækkende akustiske aktivist gør. Hun gør ”det, der ikke blev hørt som andet end støj, forståelig som diskurs,” en diskurs, som handler om fiktive territorielle grænsedragninger, hvad enten de opretholdes med akustisk vold og magtanvendelse eller et vildsvinehegn.

 

 

 

Karin Petersen er ekstern lektor ved Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet