En videoinstallation af Hanne Nielsen (HN) og Birgit Johnsen (BJ).
TRA: Vil i beskrive de formelle rammer for Blindgang?
HN: Installationen udfoldes i et rum, som til lejligheden er ombygget med stilladser med lærreder, hvorpå to videoer projekteres i storformat og i forlængelse af hinanden, så billedkanterne mødes på midten.
Billedsiden er en række tilfældige fokuseringer fanget af to kameraer, det ene monteret på kroppen af en blind kvinde og det andet på hovedet af hendes førerhund. Optagelserne vises i synkron tid og fokus er ofte ens og billederne følges ad og supplerer hinanden bortset for de tilfældige beskæringsmæssige forskelle, som vilkårligt opstår, når der filmes fra to forskellige højder. Kun når hunden slippes løs får billederne forskellig karakter.
Billederne viser de tos daglige tur med bussen til Zoologisk Have, ind i Søndermarken, ud i Hundeskoven, op ad Valby Langgade, på indkøb i Irma og hjem igen med bussen.
TRA: Hvad handler Blindgang Om?
BJ: Blindgang er et forsøg på at koble et visuelt medie med en ikke seendes sansning. Det overraskende er at kameralinserne alene ikke kan beskrive, hvordan en blind færdes og oplever verden. Lyden er afgørende for hendes oplevelse og også for vores, når vi ser optagelserne. Kvinden beskriver løbende sine sansninger. Og da kameraet ikke har et bevidst fokus og ikke altid er rettet mod det, der beskrives eller mod de lyde, som informerer hende undervejs, opfattes billedsiden ofte som ude af synk med lydsiden. På den måde opleves en forskydning mellem øjets tid, når nogen kommer til syne i det fjerne og lydens tid, som ofte manifesterer sig senere når f.eks. en person er ganske nær og man kan høre fodtrin og vejrtrækning.
HN: Parken synes måske mennesketom for den blinde, men på billederne ses et par hånd i hånd og børn der leger i det fjerne.
TRA: Selv blev jeg opmærksom på tavshedens magt som den udøves af de seende, når de passerer den blinde eller stopper op for at lade hende komme forbi. Jeg blev opmærksom på at stilheden isolerer den blinde og udelukker hende fra informationer, som seende ikke kunne forestille sig at være foruden.
BJ: Blindgang er på den ene side en spejling af den blindes vilkår og på den anden side tvinges beskueren til at reflektere sine egne vilkår, idet synsafhængigheden sættes på spidsen: Fordi lyd og billede ikke korresponderer og kvindens beskrivelse ikke svarer til det, vi ser, tvinges vi til at prøve at huske det, vi så, og især det vi hørte for at kontroller, om tingene passer sammen. For det sker undervejs, at den blinde f.eks. opfanger en lyd, som i hendes beskrivelse ikke matcher virkeligheden. På den måde bliver vi involverede i det, der foregår på en meget direkte sanselig måde. Faktisk flyttes fokus fra ideen om at videoinstallationen primært handler om det fysiske handikap hos en anden person over til en situation hvor beskueren selv bliver ”handicappet” p.g.a. det besvær informationernes forskydninger frembringer undervejs. Gennem installationen kommer beskueren faktisk i tæt sansemæssig dialog med den blinde omkring hvad der egentlig forgår.
TRA: Jeg oplevede at det var krævende i så lang tid, at sammenflette betydningerne fra de mange forskellige informationer, som udfordrer øjne og ører undervejs. På en måde forstillede jeg mig, at jeg derved kom tættere på en oplevelse af, hvordan den blinde indefra bringer orden i et kaos af informationer, som skal identificeres og forstås med alle andre sanser end øjet, fordi de ikke lader sig se i det ydre. For mig var det umuligt at få overblik over billederne med øjet alene og det var en ny oplevelse. Kameraets beskæring fungerer som en begrænsning på samme måde som et manglende syn. På den måde er det overraskende at tilegnelsen af billederne i så høj grad kommer til at foregå på den blindes præmisser.
BJ: Ja, forskydnigerne som de kommer til udtryk mellem billeder, beskæringer, lyde og sprog skaber i deres udveksling et gyroskopisk univers, hvor det sansede giver mening i forskudte kredsløb. Mens man anstrenger sine sanser for at følge med, opdager man at spejlinger og fordoblinger finder sted på flere plan
HN: En anden sjov ting er hvorledes man som seende bliver opmærksom på sin egen rolle som billedkritikker. Kameranes vilkårlighed forstyrrer vores øje og vi leder konstant efter visuelt tilfredsstillende momenter. Denne æstetiseren fjerner os indimellem fra hovedpersonerne og den kompenserer tilsyneladende for den mangel på subjektivitet som billederne afspejler.
Til gengæld fastholder kvindens vedholdende talestrøm os og får os til at investerer andre sanser i processen.
BJ: Det er bemærkelsesværdigt hvordan sansemæssige forskydniger opstår i de situationer hvor mere taktile oplevelser beskrives som f.eks. træ, græs, vand etc. og der hvor kameraet leverer ”nærsynede” billeder af omgivelserne. Her bliver man opmærksom på sit eget vilkår i forhold til hvordan man navigerer i rum: hvorledes man hele tiden afstemmer sig selv i forhold til forgrund og baggrund. Billederne viser hvorledes den blinde anvender sin viden om nær og fjern på en helt anden måde end en seende gør. For den blinde ligger bevistheden om nærhed primært i føle-, høre- og lugtesansen mens det som er længere væk kun manifesterer sig via lyd.
For den seende derimod vil synet i stor udstrækning tilføje information til ethvert andet sanseindtryk.
TRA: Hvordan hænger Blindgang sammen med jeres produktion i øvrigt?
BJ: Vi har altid været optaget af parallelitet og forskydning som redskab for undersøgelser der handler om hvordan verden opleves, tilegnes og forklares.
HN: Ligesom vi tit beskæftiger os med relationer mellem mennesker, dyr og ting, som i deres beskrivelse kan uddybe vores viden om ikke blot relationen i sig selv, men også på et overordnet plan, skabe et mere nuanceret billede af det menneskelige vilkår, som det kommer til udtryk i samspillet mellem den ydre verden, sanser og intellekt.
BJ: Vi har en lidt skæv underdrejet form for humor, som ses i et forenklet og ofte neddæmpet formsprog, såvel værkernes tid som billedernes vinkling, lyd og indhold insisterer på en mere dvælende tilegnelse, der i sit udgangspunkt ofte kræver en vis overgivelsesparathed hos vores beskuer.
Helt overordnet kan man pege på det faktum, at vi altid starter med en ide, udfra hvilken vi danner et regelsæt, som vi så følger gennem hele processen.
I Blindgang er ideen at sammenkoble den blindes sansninger med kameraet og så se hvad der sker, hvilke nye opdagelser dette ”dogme” kan give fra sig? Den metode har vi faktisk fulgt gennem hele vores samarbejde. Den gør det muligt for os at fokusere på vidt forskellige subjekter og kontekster. Det betyder ofte at vores produktioner er helt nye og overraskende i forhold til det indhold, som de beskriver. Derimod er de på det overordnede formelle plan, altid tæt knyttede til os som idemagere og til vores praksis, som ideerne konsekvent underkastes.