HANNE NIELSEN & BIRGIT JOHNSEN _ VIDEORAUM

AARHUS KUNSTMUSEUM
DEMO

INSTALLATION

Birgit Johnsen og Hanne Nielsen
17. juni - 10. september 2000

demo 3/2000

©Aarhus Kunstmuseum og kunstnerne
Dette katalog er udgivet i forbindelse med udstillingen:
Birgit Johnsen og Hanne Nielsen
Inflated Constructions
Aarhus Kunstmuseum 17. juni - 10. september 2000
Udstilling: Anders Kold
Assistent: Lise Jakobsen
Opsætning: Hanne Nielsen, Birgit Johnsen, Kurt Hansen og Jørn Andersen
Oversættelse: Ulrikka S. Gernes
 

Kropsterapi – en introduktion til Johnsen og Nielsen

Af Lennart Gottlieb

Inflated Constructions – oppustede konstruktioner - kalder Birgit Johnsen og Hanne Nielsen deres nye installation. Som altid holder de facaden og melder cool ud. Alle deres fælles videoværker har påfaldende kunstnerisk korrekte, humorforladte titler, der forholder sig bevidst abstrakt til videoernes som regel meget konkrete indhold.
Heller ikke det, vi præsenteres for, er umiddelbart humørfyldt. Nærmest tværtimod. Og alligevel er Birgit Johnsen og Hanne Nielsens videoer næsten altid meget morsomme, om end undertiden ukvindeligt sorte. For Johnsen og Nielsen nyder tilsyneladende som alle gode fortællere at stikke splinterne af deres troldespejlinger af virkeligheden lige i øjet på deres publikum.

I et papir om video-installationen forklarer kunstnerne sammenfattende, at den "arbejder med de afstande, der på forskellig vis udvikler sig mellem beskuer og værk", og at den i høj grad drejer sig om "identitetsbilleder i en kønskontekst, der sættes i spil". Helt basalt består den – foruden en såkaldt flip-bog med en scene fra videoen, som man kan bladre sig igennem - af to dele, som afspilles i hver sit format, den ene i godt tre meter høj projektion på installationsrummets bagvæg, den anden på en monitor først for i rummet og 4-5 meter foran projektionen.

I den oppustede, projicerede del præsenteres en serie monotone sekvenser, hvor en kvinde mørkklædt gentager den samme handling: Hun sidder på hug foran en mand i hvid skjorte og med bukserne nede om fødderne, hvis hoved er klippet af billedudsnittet. Kvinden placerer en ballon på en dildo, der er spændt fast til mandens skridt, og hvorigennem hun blæser ballonen op med en pumpe, idet hun med ballonen mod eller i munden – det kan man ikke se - læner sig og tripper baglæns i takt med, at den udvider sig, som blev den pustet op ved et blow job. Sluttelig fjerner hun den oppustede ballon fra dildoen, går frem mod kameraet og former af ballonen et dyr, som hun leger med lige op i hovedet på beskueren, samtidig med at hun giver den kliché-lyd fra sig, der knytter sig til dyret.

Den anden videodel på monitor kører i opskruet tempo og viser den første del af pumpesekvensen, der imidlertid hver gang afbrydes, idet ballonen springer. Den afsluttende sprængsekvens gentages meget hurtigt 5-10 gange med tilføjet knaldlyd og med den effekt, at det ser ud, som om ballonen skydes ud af dildoen.

Ligesom de dumpt lakoniske og minimale, men præcise titler, er Johnsen og Nielsens form skåret ned til det absolut nødvendige og gennemført æstetiske. Her er ikke noget tilfældigt. Ligesom i mesterværket Attributes fra 1996 med manden, der metodisk kommenterende og med kirurgisk præcision flår en kanin for siden tavst at iklæde den babytøj, er hovedhandlingen delt i to dele: en idiotisk og en mere almindelig. Rækkefølgen er omvendt her, men virkningen er den samme. Også installationens anden del bliver sammenholdt med den første mere end blot lattervækkende; den bliver syg eller ligefrem anklagende.

Attributes’ skræmmende tvangsneurotiske mand med de pertentlige ligskænderhænder er her afløst af kvinden, der med sin ferme manipulerende mund og sine fingre går i barndom i mekanisk gentagelsestvang over for den passive mand, der minder om den liggende nøgne mand i den groteske Construction in Space fra 1996, hvor en modelflyver kredser for enden af en snor bundet til penis på manden, der ligger helt stille på et bord i det fri. Mon kvinder og mænd ser det samme her?

De agerende i Inflated Constructions leger uden fornøjelse som i en vrængen ad seksualiteten ved en gentagelse af billeder (scener), der dækker over det samme traume, det samme uforløste begær. Og på monitoren kommer så de knaldende udløsninger, der netop ikke er nogen forløsning, men blot en for-løsning, en symbolsk udladning, der ingen vegne fører hen. Her, som i Johnsen og Nielsens øvrige videoer med rekvisitter der knytter sig til børn og barndom, kan man ikke lege sig til noget som helst. Hos dem arbejdes der helt bogstaveligt med fast kamera, og hvis det bevæges, kan det typisk ikke rigtig få øje eller hold på noget (se Grenåvej (1995) og Beyond Reach (1996). Men netop monotonien og roen rykker her på alle temaets kulturelle indholdsniveauer. Fra soveværelset til den offentlige regulering af den sexuelle adfærd. Ligesom ens forhold til velmenende dyrevenner, der vil menneskeliggøre og domesticere dyrene, måske ikke er helt det samme efter at have set påklædningsscenen i Attributes, betyder sex- og kropsterapi måske heller ikke helt det samme efter mødet med de oppustede konstruktioner.

Det er den indholdsmæssige råhed og den formelle, æstetiske sikkerhed, der gør de videoer, Birgit Johnsen og Hanne Nielsen i fællesskab har skabt siden 1994, så vedkommende og så basalt underholdende. Aarhus Kunstmuseum erhvervede de første værker af kunstnerne i 1997, og selv om de ikke er helt ukendte internationalt, er det en meget stor glæde for museet at have fået muligheden for i demo-regi at have premiere på Inflated Constructions. Museet vil derfor gerne takke de to kunstnere varmt, også fordi de har indvilget i at lede installeringen i museet. Takkes skal også kunsthistorikeren Sanne Kofod, der her bidrager med en artikel, der især fokuserer på kønsteoretiske aspekter i denne installation og andre værker af Johnsen og Nielsen.

Udstillingen har modtaget støtte fra Center for Dansk Billedkunst og Kulturministeriets Udviklingsfond, ligesom kunstnerne har modtaget støtte fra Århus Kommunes Kulturpulje til fremstilling af flip-bogen.